Hej alle der følger os!
Den
17. november sejlede vi ud af Puerto Rico havn til vink og tågehorn.
Foran os havde vi 2800 sømil over Atlanten, med et enkelt stop på
ø-gruppen Kap Verde. I skrivende stund sidder vi her på Tobago i bugten
Man O’ War Bay.
Vi
havde en fin tur over Atlanten. Vi startede ud med ca 850 sømil til Sao
Vivente – en af de Kap Verdiske øer. Denne tur tog 6 ½ døgn. Vi var fire
både, der sejlede ud næsten samtidig og vi snakkede sammen tre gange
dagligt, først på VHF og senere på SSB-radioen. Det var vældig
betryggende – og hyggeligt. Vi udvekslede positioner og distance til
målet samt evt. fiskefangster og om vi så delfiner eller hvaler. Vi
havde en enkelt dag med for meget vind lige imod. Så vi måtte krydse op
i vinden. Det var en træls dag, men ellers var vinden med os.
Kap
Verde var en helt anden verden, end den vi kom fra. Klimaet var varmt og
tørt, og befolkningen sorte. Nu føler vi rigtigt, at vi er kommet langt
væk hjemmefra. Der var stor fattigdom og elendighed. Folk tiggede og
stjal og nogen var henvist til at sove på gaden. Der var stor
arbejdsløshed - Hver dag var, for langt de fleste, en kamp for at
overleve. Vi havde vores ”private” dinghy-boy, til at passe på
gummibåden, når vi var i land. Sommetider var han der ikke, og så fik vi
lidt små-problemer ud af det. Vi var lidt utrygge ved at være der, så
efter 3 dage var vi klar til den store del af Atlanterhavsturen, mod
Tobago, som er på størrelse med langeland, dog lidt bredere.
Turen
tog 14 døgn og 17 timer, ca 2150 udsejlede sømil – og vi ankom således
til Tobago d. 12. december. Det var hurtigere, end vi havde regnet med,
men vi havde god vind hele tiden, til tider lidt for meget og til sidst
lidt for lidt, men mest mellem 8 og 15 sekundmeter.
Efter
12 timers sejllads fra Kap Verde, havde vi et lille uheld. Forsejlet
faldt pludselig ned, fordi det havde løsnet sig fra faldet. Op imod vind
og strøm ville det have taget 2 døgn at sejle tilbage til Kap Verde, så
vi så os nødsaget til, at ordne det her og nu. Far måtte en tur i masten
for at hente faldet ned igen. Det var ikke så rart i høj sø midt om
natten og det var ved at blæse op. Men det gik heldigvis godt. På sådan
en lang tur sker der stor slitage på sejl og rig, og det skal man hele
tiden være opmærksom på.
I den
første uge fangede vi fisk næsten hver dag – tun og guldmakrel, som er
vores favorit. Den smager virkelig godt, vi eksperimenterede med
forskellige tilberedninger, på panden og som fiskefrikadeller med
remoulade – direkte importeret fra Fyn (Tak morfar). En dag blev krog og
dertil lokkende blæksprutte bidt af, hvorfor fiskeriet var slut, og vi
måtte ty til mors hjemmefra henkogte. Vi nød retter som medister,
frikadeller og kylling på den sidste del af turen. Vi kom også godt i
gang med bagning – ca. hver anden dag var der nybagt brød eller
kanelsnegle.
Da vi
havde sejlet godt en uge opserverede vi pludselig en sejlbåd ude om
styrbord. De kom tættere og tættere på, vi kaldte op på VHF’en og hørte
Mathias’ stemme (SY-ATLANTA). Vores veje krydsede, og vi kom så tæt på
hinanden, at vi kunne vinke til hinanden. Det var en god oplevelse. Mit
ude på Atlanten; helt alene i Verden – og så alligevel ikke! Resten af
vejen havde vi kontakt til dem over SSB-radioen. De havde ror-problemer
og tog vand ind, så vi kaldte dem op hver sjette time, og hørte hvordan
og hvorledes... Men de kom da godt i havn på Barbados.
Det
skal nævnes, at det ikke er en selvfølge, at alt går godt på sådan en
tur over Atlanten. Vi havde kontakt med den norske båd Celin, som
sejlede fra Kanarieøerne til Barbados, hver aften på SSB-radioen. De
fortalte os den chokerende nyhed, at den danske båd Sirena, som vi
kendte fra Puerto Rico, sank på denne tur. De mener, at de sejlede på en
hval og derfor faldt roret af. De kunne ikke stoppe vandindtrængningen,
og måtte gå i redningsflåden. Heldigvis blev besætningen reddet, og kom
med en båd til Antigua. Båden var en Norlin 37, en meget velholdt og
solid båd.
Vi er
meget taknemmelige for, at alt gik godt for os. Alt i alt havde vi en
god, hyggelig, men naturligvis lang tur. Der skete det mirakel ombord,
at Anne Marie slet ikke blev søsyg – det blev ingen af os. Vi delte
døgnet ind i 2 timers vagter, således at mor og far kunne få sovet om
natten, mens Anne Marie og Margit hver især tog en tørn. Vi havde så 2
timers vagt og 6 timers fri. Det fungerede godt. Meget af fritiden blev
brugt på at læse, høre musik, lave mad, snakke eller ren afslapning. Vi
foretog ofte diverse beregninger om, hvornår vi ville være fremme! Og
fik også flettet en del julestjerner nede i kahytten...
Den
sidste morgen, dagen før vi kom hertil, skete et mindre uheld.
Loftslugen til Agter-kahytten havde stået åben på hele turen - det gik
ikke denne gang. Pludselig væltede en stor Atlanterhavsbølge ind over og
vandet fossede ned i agterkahytten. Margit lå og sov, men hun skulle
hurtigt vågne – badet i saltvand. Øv øv det var da træls, men vi tager
det med et smil, og er glade for, at vi snart er i land.
D. 12.
december kl. 3 om morgenen passerede vi Waypoint ud for Tobago.
Ubeskrivelig var følelsen af at se land. Vi anløb Man O’ War Bay, en fin
bugt, og kunne høre hanerne gale inde i den lille landsby,
Charlotteville. Vi smed ankeret kl. 4, og sad derefter i cockpittet og
fik lidt natmad. Derefter skulle vi bare lige have en morgensøvn, men vi
kunne ikke falde i søvn. Vi var fyldt af spænding og forventningens
glæde. Da det lysnede, kunne vi stikke hovedet op, og se, at bugten var
omgivet af store, grønne og meget frodige bjerge. Den lille søvnige
landsby vågnede op, og de lokale fiskere sejlede ud i deres små joller.
Det er utrolig flot her.
Vi gik
straks i gang med, at afferske båd, dæk og agterkahytten. Det tog hele
formiddagen inden vi var færdige med det, havde fået pustet gummibåden
op, og var klar til landgang. Så fulgte et større arbejde med
indklarering hos immigration og told. Inde i land mødte vi en
imødekommende og hjælpsom befolkning, som taler engelsk til daglig – så
det er dejligt nemt at komme omkring. Der hersker ingen fattigdom her,
som på Kap Verde. Her ser de ud til at have det rigtig godt, konerne
arbejder, mens mændene er utrolig dovne. Alt foregår i meget langsomt
tempo. Det, vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.
Her i
bugten er Skandinavien godt repræsenteret med syv danske og tre svenske
både. Dem har vi meget at gøre med, vi sejler rundt til de forskellige i
gummibåden og udveksler erfaringer og oplevelser fra den store tur over
Atlanten. Det er dejligt at se dem igen på ”den anden side”. Nyankomne
modtages af flere fyldte gummibåde.
Vi har
været ude og spise på restaurant med dem flere gange, det er dejligt
billigt, nemt og hyggeligt. Samtidig nyder vi godt af købmandens is til
1 kr. pr. stk. Hver dag benytter vi os af muligheden for, at springe på
hovedet i baljen, vandet er klart, dejligt varmt og forfriskende. Vi
snorkler og kigger på fine koraller og stribede fisk i alle farver – det
er noget, vi har glædet os til.
En dag
tog vi bussen ned til den største by på øen, Scarborough. Det tog
halvanden time at køre de 40 kilometer, men var en meget flot tur.
Resten af øen er også ligeså grøn og frodig som her – hvorfor det også
giver nogle regnskyl ind i mellem.
Vi
skal tilbringe julen her på Tobago med de andre sejlere. Det skal nok
blive hyggeligt, om end en meget anderledes jul end normalt. Vi vil
forsøge at holde en traditionel jul, selvom det er lidt svært at komme i
julestemning hernede i varmen.
Efter
jul går turen til Grenada, hvor vi fejrer nytåret. Derefter sejler vi
til Isla Margarita, hvor vi glæder os til at se Michael.
Vi
ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Hilsen
fra os alle fire.
Se billederne til rejsebrevet ved at
klikke her!