Rejsebrev 11 –
skrevet af Anne Marie. 18. april 2007.
Hej alle jer, der
følger os!
Her har I en lille
hilsen her ude fra den store verden. Jeg (Anne Marie) har overtaget
tastaturet og vil nu fortælle lidt om de sidste nye oplevelser her på
Galapagos-øerne samt de 1000 sømil her til fra Panama.
Efter 12
forholdsvis travle dage i Panama City, hvor den stod på forberedelse og
proviantering til de næste mange måneder i Stillehavet, lettede vi den
3. april anker og stævnede ud på Stillehavet først på aftenen. Havet var
blikstille hele den første nat, så her måtte motoren komme os til hjælp.
Lidt underligt at verdens største hav kan være så fladt – jeg kan nu
skrive under på, at det ikke er uden grund, at Stillehavet hedder
Stillehavet.
De første timer
skulle vi koncentrere os om at komme godt klar af den tætte trafik ind
mod Panama – mange fragtskibe sejler til og fra Panama-kanalen og ud på
havet.
Næste dag fangede
vi en tunfisk – det blev desværre den eneste gang, heldet var med os med
hensyn til fiskeri. Men man kan jo ikke have held i alting – om aftenen
bevægede vind-måleren sig op på ca. 10 knob. Sejlene kunne sættes og
motoren stoppes.
Hver dag på havet
havde vi over SSB-radioen kontakt med langtursejlerforeningens (FTLF)
kontaktperson i Panama, Karsten. Det var meget nyttigt – han kunne give
oplysninger om vind- og vejrforhold. Allerede i Panama snakkede vi med
Karsten – han kunne fortælle en masse om Galapagos-øerne. Ud over ham
havde vi også kontakt med nogle af de norske både – udvekslede
positioner og hørte, om alt var vel ombord.
Vinden var lidt op
og ned resten af turen, men så snart muligheden meldte sig for at få
bare lidt vind i sejlene, stoppede vi motoren og forsøgte at få en så
god fart som mulig.
En gang i mellem
kom der pludselig meget vind og vi kom rigtig godt frem ad, men så efter
nogle timer døde vinden og motoren måtte igen komme os til undsætning.
Ud over skiftende
vind kunne vejret også byde på ganske få regnbyger, tåge, fugtige nætter
med lyn og torden og strålende solskin fra en skyfri himmel om dagen.
Men selvom vi befandt os meget nær Ækvator, var det på grund af
Homboldt-strømmen meget koldt – især om natten.
Påskens budskab er
lige så rigt at fejre til havs som til lands. Hvad betyder det, at man
sidder på Stillehavet i en lille sejlbåd på vej om på den anden side af
jorden? Påskesøndag, den 8. april, var der dog mere end påskedagen at
fejre. Far havde fødselsdag og fyldte 47 år, så der var gang i bageriet.
Fødselsdagsbarnet fik både serveret nybagte boller og kanelkage – dog
ikke med 47 lys i. Samtidig holdt vi halvvejsfest.
Den 12. april,
efter 8 dage og 23 timer på havet, kunne vi kaste anker i Wrecks Bay på
Galapagos-øen San Cristobal. Vi ankrede op lige ved siden af norske
Silene. Et par dage efter dukkede flere af de norske venner op – Xanadu,
Menja og Celin. I skrivende stund ligger vi spændt og venter på den
sidste af vore norske bekendtskaber – Valkyrien, som vi håber på at se i
morgen den 19. april.
Byen her inde på
San Cristobal er meget hyggelig. Folk er venlige og hilser, når man går
forbi på gaden. Det vrimler med souvenir-butikker og ikke mindst
internet-caféer – det er nemt at komme til at kommunikere med vennerne
og familien hjemme i Danmark. Til gengæld er der ikke så mange
supermarkeder som i Panama. Men der er lidt købmandsbutikker med diverse
dagligvarer. Det var godt at vi i Panama fyldte stuverummene helt op med
alt muligt.
Når man skal i
land, er det ikke med egen gummibåd som vi plejer – det ville være en
for stor risiko for at få den ødelagt af de mange søløver, som svømmer
rundt i ankerbugten og en gang i mellem tager et hvil på vores
badeplatform eller inde på stranden.
Ønsker man
landgang, står man blot på dækket og vinker efter en watertaxi, det er
ganske nemt.
En af dagene var
vi på ø-rundtur. En lokal gut kørte os rundt i hans bil og viste os en
nationalpark med kæmpe store landskildpadder, som kan blive 150-180 år
gamle. Det var meget sjovt at se! Vi så også leguaner, som levede på et
stort område med en masse sten, ned til vandkanten.
Samme dag gik vi
op på en vulkan – 700 meter over havet. Der var en flot udsigt oppefra.
Jo, det har
sandelig været et spændende ophold her på den vestligste Galapagos-ø San
Cristobal. Her i weekenden regner vi med at sejle videre – til den
største ø i gruppen, Isabela, som ligger 80 sømil herfra. Dér håber vi
at se pingviner, hvilket vi nemlig ikke har set her på øen. Efter
opholdet på Isabela, går turen atter vestover til Fransk Polynesien, og
som nævnt i sidste rejsebrev, vil turen komme til at betyde 25-30 dage
på havet – vi håber at kunne fange syd-øst passaten på den 3000 sømil
lange tur.
Vi håber, I alle
har det godt. Vi sender mange varme hilsner hjem til venner og familie.
Margaritas
besætning
Anne Marie
Se billederne til rejsebrevet ved at klikke her!