Rejsebrev 13 – Tahiti. Juli 2007.
Halløj alle sammen!
Her kommer endelig en ny hilsen fra os her ude i den store verden –
beklager den lange pause. Denne gang er det yngste besætningsmedlem, som
har forsøgt at sætte et nyt brev på benene. Sidste rejsebrev sluttede på
Nuku Hiva, men vi nåede ikke at fortælle om denne utrolig flotte ø, så
det kommer her.
Som nævnt i sidste rejsebrev lå vi i Taiohae Bay, som er omgivet af en
storslået natur med høje bjerge og palmer hele vejen rundt. Ved bugten
var også en lille by med et par mindre supermarkeder og andre små
butikker, netcaféer og ikke mindst to kirker. Vi var i kirke to søndage
i træk, og selvom vi ikke forstod så meget af det polynesiske sprog, var
det en rigtig stor oplevelse. Man kunne mærke fællesskabet og dét at vi
havde noget særligt til fælles. Der var en hel fantastisk sang og bøn i
kor, og de lokale så ud til at syntes, det var sjovt, at vi var der. Ved
udgangen stillede alle mand op uden for kirken så alle kunne give hånd
til alle. Vi følte os meget velkommen og syntes, det var en skam, vi
ikke forstod prædikenen.
Ved Taiohae Bay gik vi nogle rigtige flotte ture i byen og lidt udenfor
den. Det var igen et meget flot landskab, vi mødte. På Nuku Hiva var vi
også igen sammen med Silene, Celin og Xanadu, de tre norske både ankom
mens vi lå der. Det er altid rart at have nogen at følges med, og kigge
efter hver gang, man kommer et nyt sted. De nye bekendtskaber giver også
nogen at dele oplevelserne med. Følgebådene er ikke mindst vigtige, når
man sidder på havet i mange dage i træk, det er en meget betryggende
følelse at snakke hver dag med andre, som også er på havet og som ved,
hvor vi er.
En dag sejlede vi 6 mil om til en nærliggende bugt, som hedder Daniel’s
Bay. Det blev til en enkel overnatning i denne utrolig flotte bugt –
derefter retur til Taiohae Bay.
Vi tog turen til fods op til et vandfald ved Daniel’s Bay. Gåturen var
fantastisk flot – regnskov, palmer og høje, grønne bjerge til alle
sider. En bæk med rindende ferskvand skulle krydses to gange, men det
var en smal sag – kun i vand til knæene, vi havde regnet med at blive
mere våde. Vi fyldte vores vandflasker i bækken – ren luksus. Gåturen
tog fire timer – to timer frem og det samme tilbage.
Onsdag den 6. juli, efter 2 uger på Nuku Hiva, sagde vi farvel til den
flotte øgruppe Marquesas og satte kursen mod næste stop i ruten, nemlig
de idylliske Tuamotu-atoller, som ligger omkring 500 sømil sydvest for
Marquesas. En perfekt passatvind fra sydøst blæste os til Kauehi-atol på
tre og et halvt døgn. En atol er ikke en ø, men et ringrev – et resultat
af en vulkan, der er sunket i havet og revet, der omkranser atollen er
kanten af vulkan-krateret. Derfor skal man sejle ind gennem et såkaldt
pas, som indgangen til atollen hedder. Det gik helt fint med at komme
igennem passet, selvom vi havde hørt fra mange andre sejlere, at man
endelig skulle gå igennem passet ved højvande og derfor på det og det
tidspunkt, samt at der skulle være en enorm strøm i vandet. Det passer
også – sådan er det nogle gange, ved nogle af Tuamotu-atollerne, men vi
gik ind ved lavvande og havde ingen strøm – hverken med eller imod, så
det var meget rart. Det var tværtimod utrolig dejligt at sejle ind i en
stille og rolig atol, med en masse palme-øer i horisonten. Bortset fra
både vand- og lufttemperaturen og palmerne, var det næsten som at sejle
hjemme på Ringkøbing Fjord.
En stille og behagelig ankerplads var lige hvad vi trængte til –
Marquesas kunne desværre kun byde på urolige ankerpladser. Men på
Kauehi-atol kom belønningen i form af en dejlig ankerplads, et rent
snorkel-paradis under overfladen samt en spændende lille ø med en mindre
landsby og ikke mindst et stort rev på den anden side, lige ud til
havet. Da vi havde droppet ankeret, tog vi i land og så den lille
landsby, som både havde en skole, en kirke og et lille, og meget dyrt
supermarked. Alt er dyrt her i Fransk Polynesien, men det har vi næsten
vænnet os helt til nu.
En meget væsentlig ting ved Kauehi, og som prægede vores ophold dér
betydeligt, var en stor, fransk båd, som var 60 fod lang (20 meter) og
hed Sauvage. En af de første dage kom en pige på 17 svømmende over til
os – hun havde hørt, der fandtes to piger på hendes alder her. Og ganske
rigtigt. Hun spurgte, om vi ville med til at lave noget sammen med hende
og hendes 15-årige lillebror. Dét forslag var begyndelsen på 14 dages
hyggeligt samvær med de to jævnaldrende, som for øvrigt hed Cloe og
Nino. Hver dag i 2 uger var Margit og jeg sammen med de to – snorklede
en masse forskellige steder, gik inde på land og udforskede øen dér, gik
lange ture på revet i vand til knæene, spillede volleyball i skoven med
nettet bundet mellem to palmer, sov i telt inde på øen, lærte dem at
lave snobrød over et bål, lærte en masse om kokosnødder fra palmerne,
spillede kort med dem til langt ud på natten og ikke mindst viste de os
deres hjem, som jo var meget større end vores – det var vildt at se en
60 fods båd indvendig, når man selv bor i en 34 fods.
En dag sejlede Sauvage de 8 mil ned i syd-enden af atollen – vi fulgte
efter. Her kunne vi fint ankre op ved siden af Sauvage, og vi hyggede os
rigtigt med dem. Ikke kun os unge mennesker – mine forældre var også
meget sammen med Cloe og Ninos forældre, Sophie og Didier. En aften
inviterede vi dem til barbeque på stranden, hvor vi stegte kylling over
bål. En anden dag inviterede de os til frokost hos dem, med friskfangede
fisk, som Nino og Didier havde fanget og som os fire unge havde hjulpet
hinanden med at tilberede – vi lavede en hel lille fabrik inde på
strandbredden.
Sauvage var ikke på tur på samme måde som os andre langtursejlere. De
har sejlet rundt i Stillehavet de sidste 15-20 år. Forældrene tog af
sted fra Frankrig omkring 1990, et par uger efter at Cloe var kommet til
verden. Nino så dagens lys på Martinique i Caribien i 1992. Turen gik
videre ud i Stillehavet og her sidder de stadig. Men de har i
mellemtiden været utrolig mange spændende steder – lige fra Alaska i
nord til Antarktis i syd. Nytårsaften 2006 blev fejret på Antarktis
blandt pingviner og is.
Sauvage sejler med passagerer en del af tiden. Passagerer, som betaler
en god pris for at blive sejlet en tur rundt om Kap Horn og til
Antarktis, eller mange andre steder.
Det var vældig interessante mennesker. Børnene var opvokset på båden og
var lykkelige – de skulle i hvert fald aldrig bo i et hus på land. De
vidste alt muligt om alverdens dyr, planter mm. Når vi gik ture på
revet, kunne de fortælle om alt muligt fra naturen – det havde de bare
styr på.
På Kauehi mødte vi også en mexicansk båd med en 17-årig dreng ombord. Så
fra den dag de kom, var han sammen med os fire. Så var vi fem unge
sejlere, der havde fundet sammen.
Det var bestemt ikke sjovt at sige farvel til Cloe og Nino, da vi var
blevet rigtig gode venner med dem, og det var rigtig fedt at være sammen
med nogle på vores alder. Den sidste aften spillede vi kort hos dem,
hvor efter vi sagde farvel midt om natten og sejlede hjem i gummibåden.
Jeg må nok indrømme, at jeg mangler dem meget nu hvor vi desværre ikke
længere er sammen med dem.
Man fik rigtig nok øvet sit engelsk, hvilket var sproget, hvor vi
mødtes, da vi jo er danske og deres modersmål er fransk. De var
imponerende gode til engelsk, hvilket nok har noget at gøre med, at de
har været i Alaska i flere år, hvor de har gået i skole og haft
amerikanske skolekammerater.
Efter 2 indholdsrige uger på Kauehi, skulle vi desværre videre – væk fra
vore nye venner. Turen gik til Toau-atollen, som også er i Tuamotu. 65
mil lød distancen på, så det klarede Margarita på en enkelt dag. Vi
nåede frem lige inden mørkets frembrud. Inden vi gik i seng, rullede
endnu et par afsnit af Matador over skærmen. Denne serie har vi nu set
til ende.
Det blev ikke til mere end to dages ophold på Toau-atollen. Da vi kom
ind i land, blev vi straks budt velkommen af Valentin og Gaston, et
lokalt par, som havde en restaurant helt ud til vandet. De snakker meget
med sejlere og lever af at lade dem spise i deres restaurant, samt købe
af alle deres fine perler, som Tuamotu og i det hele taget Fransk
Polynesien er meget kendt for. Vi spiste en masse dejlig fisk på
restauranten sammen med et australsk sejler-par, som vi både har mødt
før og siden Toau. Vi fik også nogle flotte perler i bytte for hvad vi
lige kunne finde på båden – shampoo, creme, appelsinjuice og lignende
effekter.
Torsdag den 28. juni sejler vi fra Toau – med kurs mod hele Fransk
Polynesiens hovedstad Papeete, på hovedøen Tahiti i øgruppen
Selskabsøerne. Denne tur på 230 mil blev ingen succes. Faktisk kan vi
med ærligt sind omtale den som den værste sejltur, siden vi tog fra
Danmark. Aldrig har vi haft så meget modvind – og så skiftende vind.
Vinden kunne i disse to døgn på havet ikke rigtig finde ud af, hvad den
ville. Vindmåleren viste lige fra 5 knob til 30, og på grund af de meget
anderledes bevægelser i båden, var vi alle meget dårlige. Søsygen ramte
dog kun mig alvorligt – kunne ikke spise eller drikke noget, det ville
bare op igen hele tiden. Men nu må vi hellere være lidt positive igen –
belønningerne mundede ud i en nat ved kajen midt inde i downtown af
Papeete. Vi havde glædet os meget til at komme til storbyen, og
forventningerne skabte ingen skuffelse. Straks vi kom til at ligge
stille, lagde al kvalmen sig hos alle fire og vi nød storbyen. Dagen
efter vi var ankommet, sejlede vi de fire mil om til denne ankerplads,
som ligger ved en havn, som hedder Marina Taina, men blandt sejlere er
stedet også kendt som Maeva Beach. Lige i nærheden ligger et kæmpe stort
supermarked, samt McDonald’s og hvad der ellers hører en rigtig storby
til. Her på ankerpladsen har vi nu lagt i 8 dage. Vi er ved at få styr
på nogle reparationer – bl.a. begyndte vores ellers så trofaste
watermaker at brokke sig på vejen her til Tahiti. Men heldigvis kan vi
hente udmærket vand inde i havnen, så vi lider ingen nød.
Der er dog ikke gået 8 dage kun med reparationer – der har også været
tid til at gå ture inde i byen og kigge i alle butikkerne og markederne.
Man kan købe uendelig mange rigtig flotte souvenirs og ikke mindst er
der et par fine perle-butikker med halskæder og andet lavet af de fine
perler. Supermarkederne er også blevet kigget godt igennem – sidste
gang, vi gik i et ordentligt et, var i Panama. Derudover har vi også
været til middag på en amerikansk båd, som vi første gang stiftede
bekendtskab med på Kauehi-atollen. Af de norske både ligger her Helen
Kate og Celin. Vi venter spændt på at den lille norske Valkyrien skal
komme.
I onsdags, den 4. juli, kom Jeppe her ned – han skal være her til den 3.
august, hvor vi regner med at være på Bora Bora, som er en anden ø i
Selskabsøerne – den ligger nordvest for Tahiti, på den anden side af
Moorea, som vi kan se rigtig tydeligt herfra. Vi (mest Margit) kunne
godt tænke os at se både Moorea og Bora Bora og måske et par andrer øer
i Selskabsøerne, mens Margits kæreste er her – det ville være den
største oplevelse for ham at se lidt andet end ”kun” Tahiti i løbet af
de 30 dage, han er her. Men her er vældig fint – vi regner med at leje
en bil en dag for at komme ud af storbyen og se lidt af øen.
Vi vil slutte med at sætte på plads, at Fransk Polynesien virkelig er
noget specielt og en stor oplevelse. Her kommer man ikke sådan lige, i
hvert fald ikke hvis man er fra Danmark.
Vi håber, I alle har det godt derhjemme. Næste nyhedsbrev regner vi med,
kommer når vi sejler ud af Fransk Polynesien i starten af august engang.
God sommer!..
Mange hilsener fra Margaritas besætning
Anne Marie
Se billederne til rejsebrevet ved at
klikke her!