Rejsebrev 21 – Tilbage i Whangarei, NZ
– Skrevet af Margit
Så blev det nok engang jul
ombord på SY Margarita. Med and, rødkål og ris ala mande, samt julepynt,
konfekt og det lille plastic-juletræ, lykkedes det os at finde
julestemningen frem, selvom temperaturmåleren meldte om 20-25 grader. Vi
hygger os rigtigt hele aftenen.
Første juledag tog vi i kirke, og var efterfølgende inviteret til
julefrokost i præstens hjem.
Vores sidste dage i Auckland brugte vi blandt andet på to forskellige
parker, der ligger en times kørsel udenfor byen. Flere forskellige
markerede vandreruter fulgte os gennem skove og til udsigtspunkter og
vandfald.
Den 29. december rejste Jeppe hjem til Danmark igen, og dagen efter
sejlede vi op til Whangarei. Nu ligger Margarita igen i Town Basin midt
i byen. Nytårsaften fejrede vi ombord med fin middag. Desværre er
kiwierne ret sløve til det der med fyrværkeri, så vi var en smule
skuffede..
Nu kører vi ned på sydøen. Vi glæder os til at opleve den, for nu har vi
hørt så meget godt om den. Så det bliver spændende.
Sammen med dette lille rejsebrev kommer lidt statistik over de sidste 18
måneder, vi har tilbragt både til lands og til vands.
Vi har kigget tilbage i
logbogen, og lavet lidt statistik over hele turen fra Danmark til New
Zealand…
Udsejlede sømil: 15.362
(28.450 kilometer)
Sejltid:
2814 timer = 117 døgn og 6 timer
Gennemsnitsfart:
5,46 sømil pr. time
Højeste døgnmål:
163 sømil
Laveste døgnmål:
62 sømil
Motortimer:
1350 timer. Til det har vi brugt 1765 liter diesel, og det giver 1,3
liter pr. time. Det lave dieselforbrug skyldes, at motoren kun kører
1200 omdrejninger, når vi har brugt den til at lave strøm. Når vi
sejlede for sejl kunne solpanelerne ikke give strøm nok til autopiloten,
watermakeren, køleskabet, navigationsintrumenterne osv., og så måtte
motoren køre ca. 3 timer pr. døgn for at lade på batterierne.
Vi har ikke haft den store tålmodighed når der har været for lidt vind
eller vindstille, og derfor har vi brugt motoren meget. Når motoren
kørte 1600 omdrejninger (af i alt 3000), sejlede vi 4 sømil i timen,
hvilket gav os en rækkevidde på 5 døgn og 500 sømil på en tankfuld
diesel (200 liter).
Længst udsejlede distancer:
Galapagos – Marquesas: 3020
sømil – 21 døgn og 23 timer
Kap Verde – Tobago: 2155 sømil – 14 døgn og 17 timer
Fiji – New Zealand: 1202 sømil – 10 døgn og 23 timer
Panama – Galapagos: 1010 sømil – 9 døgn
Gran Canaria – Kap Verde: 850 sømil – 6 døgn og 14 timer
Aitutaki – Tonga: 828 sømil – 6 døgn og 9 timer
Antal nætter, vi har tilbragt…
På havet: 106
I havn: 121
For anker: 293
Ved bøje: 24
På værft: 6
Vejret generelt:
95 % af tiden har vi haft vind agter
fra, fra siden eller vindstille, og kun 5 % af tiden har vi haft
modvind. Det har været meget normalt med vind mellem 15 og 25 knob. Vi
har stort set haft en stabil passatvind og medstrøm fra vi forlod Kap
Verde, og helt til vi kom til Fransk Polynesien – blot var det meget
vindstille omkring ækvator, på vejen fra Panama til Galapagos. Efter vi
forlod Fransk Polynesien blev passatvinden lidt mere ustabil.
Vi har ingen storme haft. I alt har vi kun haft cirka 5 døgn med vind på
30-40 knob (16-22 sekundmeter).
På de lange stræk har vi dagligt haft kontakt med andre skandinaviske
både på SSB-radioen. Det har været en stor betryggelse, da man så ikke
føler sig helt alene på det store hav. Vi har hele tiden været trygge
ved båden. Den har sejlet godt, selv i store bølger.
Vi har også været meget glade for vores autopilot, som har styret båden
meget godt.
Antal lande, vi har besøgt
undervejs: 16 – Tyskland,
Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Portugal, Kap Verde, Trinidad og
Tobago, Grenada, Venezuela, Colombia, Panama, Equador (Galapagos),
Tonga, Fiji og New Zealand.
Antal ø-kolonier:
7 – Guernsey (England), Porto Santo og Madeira (Portugal), La Palma, La
Gomera, Tenerife og Gran Canaria (Spanien), Bonaire og Curacao
(Holland), San Blas (Panama), Marquesas, Tuamotu og Selskabsøerne
(Frankrig), Aitutaki, Cook Islands (New Zealand).
Dyreste land:
Fransk Polynesien
Billigste lande:
Venezuela, Colombia, Panama og Fiji
Største fangst:
Guldmakrel på 120 centimeter (3 stk.)
Antal stop:
84
Favoritsteder:
Tobago, San Blas,
Galapagos, Fransk Polynesien, Aitutaki, Tonga og New Zealand.
Se billederne til rejsebrevet ved at
klikke her!