Rejsebrev 22 –
Whangarei, New Zealand - marts 2008
Vores ophold her på New
Zealand er nu snart slut. Dette bliver det sidste rejsebrev i denne
omgang.
New Zealand har været en fantastisk oplevelse, og absolut et højdepunkt
på turen. Vi har været rundt og se meget af landet. Der er en fantastisk
flot og meget varierende natur. Vi har set gletschere og bjerge med sne
på toppen, frodige regnskove og vandfald, søer, strande, fjorde,
vulkaner og gejsere. Det har været rigtig spændende at køre rundt i
landet, og der var meget at se. Det kan I se på de sidste to
billedserier.
En dag, vi var i Auckland, besøgte vi Marc og Daniela – et par
mexicanere, som vi kender fra Stillehavet. De har fået job som besætning
på en meget stor sejlbåd, en 100 fods Swan – det er en båd til 75
millioner kroner. Vi fik rundvisning på båden, den var meget flot. Båden
har to ejere, men de er næsten aldrig ombord.
Nu ligger vi i Whangarei, og her befinder vi os godt. Vi er blevet gode
venner med nogle lokale, som vi har mødt i kirken. Vi har været meget
glade for at komme her i kirken, og er blevet fantastisk godt modtaget
af de lokale. Flere gange er vi blevet inviteret ind i deres hjem – det
er altid en oplevelse at besøge lokale. Den første søndag, vi var i
kirke, blev vi inviteret med hjem til middag hos Mike og Kirsten – en
new zealænder og hans danske kone, samt deres to drenge. For mange år
siden sejlede Mike alene rundt om jorden i en sejlbåd, som han selv
havde bygget. Det blev endnu mere spændende da vi fandt ud af, at vi med
Kirsten havde fælles bekendte i Danmark, og at Kirsten havde gået på den
samme efterskole som Margit og Anne Marie.
Der er et vældigt hyggeligt havnemiljø her i Whangarei Town Basin. Mange
langturssejlere samles her, og vi kender mange af dem. Mange af bådene
er så småt begyndt at forberede sig på den videre færd. Det gør vi også
– dog holder vi en pause fra sejladsen og flyver hjem til Danmark – med
et par stop undervejs.
D. 3. april forlader vi båden, der skal stå på land på et værft i
udkanten af byen, og flyver til Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia.
Der vil vi rejse rundt indtil d. 5. maj, hvor turen går videre til
Tyrkiet. Her får vi blandt andet besøg hjemmefra.
Vi kommer hjem til Danmark d. 30. maj.
Sejladsen er dermed slut for pigernes vedkommende. Margit skal bo alene
i Herning og tage HF der, og Anne Marie skal gå på Det Kristne Gymnasium
i Ringkøbing.
Det kommer til at blive meget tomt ombord uden pigerne, og de vil især
blive savnet på havet, hvor der så kun er to til at dele nattevagterne!
I marts 2009 tager vi tilbage til New Zealand for at gøre klar til
videre sejlads i april/maj.
Planen er at gøre jordomsejlingen færdig. Turen herfra går tilbage til
Stillehavet og over Ny Kaledonien til Brisbane i Australien. Derfra
inden for Great Barrier Reef op til Torres Strædet og videre til
Indonesien. Herfra har vi ikke bestemt hvilken rute, vi vil sejle. Men
der er i princippet to muligheder. En mulighed er at sejle via Thailand
og Indien til Rødehavet og Middelhavet. En anden mulighed er at sejle
over det Indiske Ocean til Sydafrika. Derfra til Brasilien for at følge
passatvinden, og så op til Caribien og med vestenvinden over
Nordatlanten hjem. Rutevalget kan godt komme til at afhænge af den
politiske situation i Mellemøsten.
Begge muligheder kan gøres på cirka 16 måneder, men hvor lang tid, vi
vil bruge på det, har vi ikke bestemt endnu. Men hvis vi vil bruge
længere tid på det, vil vi komme hjem på besøg undervejs.
Tak til alle jer, der interesseret har fulgt med på vores hjemmeside, og
sendt hilsener i gæstebogen og via mail. Det har altid været utroligt
hyggeligt at høre nyt hjemmefra.
Vores tur har været en fantastisk oplevelse, og vi glæder os til at
fortsætte.
Kærlig hilsen
Anne Marie, Margit, Birgit og Anders.
Se billederne til rejsebrevet ved at
klikke her!